Disse to børn voksede up i en cykelanhænger (og elskede det)

mundo-01
Alice Goffart og Andoni Rodelgo cyklede rundt i verden i 7 år. De startede kort tid efter deres førstefødte, Maïa, kom til verden, blev ved med at cykle gennem Alice’s graviditet og hun fødte Unai på vejen!
I dette eksklusive interview, fortæller de hvorfor de besluttede sig for at cykle verden rundt, hvordan det påvirkede børnene, hvordan det er at leve på vejen – og hvordan det var at vende hjem efter så mange år på vejen.

Langturscykling bliver ikke mere interessant end det, men se først videoen nedenunder før du læser interviewet. Videoen er fantastisk – og du kommer helt sikkert i den rigtige stemning for denne fantastiske historie.

Hvordan besluttede i jer for at cykle jorden rundt?

Vi besluttede os aldrig rigtig for at cykle jorden rundt.

Da vi tog afsted i 2004, var vi totalt nybegyndere. Vi havde aldrig cyklet ture før, og vi håbede bare at vi kunne cykle hele vejen til Berlin (fra Bruxelles).

Destinationen betød ikke så meget. Vi ville bare gerne smage på følelsen af total frihed. Vi ville gerne tage af sted uden at vide hvor vejen ledte os hen og uden at have noget der holdte os tilbage (returdato, arbejde, hus…). Bare at have mulighed for at cykle som vinden blæser.

Alt kunne ske, endda at vi ville føle at vi ikke var færdige med at cykle efter 2 måneder og klar til at tage hjem igen.

Jeg tror at hvis vores mål havde været at ”cykle jorden rundt”, så var vi nok blevet intimideret af tanken om det og så havde vi nok tænkt at det var umuligt. Så havde det været en helt anden historie.

Men det var ikke vores mål. Vi ville bare tage af sted, se hvad der skete og føle friheden. Hvis jeg skulle vælge én beslutning i mit liv der har været ekstremt klar og nem for at tage, så har det været beslutningen om at rejse, sige mit job op (jeg kunne godt lide mit korrekt betalte job med behagelige kollegaer og ansvarsområder), forlade vores hjem (som vi virkelig elskede) og bare tage af sted for at bo på vejen.

Vi tog afsted i 2004 og kom tilbage i 2007 da jeg var 7 måneder henne. Vores datter blev født hjemme og vi tog afsted igen i 2010 da Maïa var 2 (ind i mellem cyklede vi rundt i Frankrig og holdte konferencer for at spare op til at tage af sted igen. Jeg tog også video- og redigeringskurser, og vi udlejede også vores hus for at undgå at betale husleje.).

I 2010 vidste vi at det var umuligt at planlægge noget og vi begyndte at tænke at vi ville cykle for et par måneder, måske mere…

Vi vidste at vi bare ville afsted nu. Med en cykel er der ikke behov for at planlægge noget, det er det fantastisk ved den slags transport (måske er det også det fantastiske ved at være arbejdsløs og ’hjemløs’ samtidig).

Du tager bare afsted, og som et trylleslag er du væk. 5 km fra dit hjem er du i en helt anden verden, du ved ikke hvor du vil sove, uden destination, ingen rolle i samfundet, ingen at bevise noget overfor, ingen plan eller tidslinje.

Jeg synes at alle bør prøve at tage af sted på cykel i et par dage. Der er en stor følelse af frihed, selvom det måske kun er for en weekend…

mundo-02

Du fødte mens du var afsted. Hvordan gjorde du det?

Det er faktisk nemmere at cykle end at gå når man er højgravid, det ved de fleste hollandske og danske kvinder.

Vægten er ikke lige så trættende og jeg havde også to meget ligetil graviditeter.

Når jeg cykler, kan jeg cykle i lige det tempo jeg vil, jeg kan stoppe når jeg vil og tage en lur når jeg vil (dette er en luksus de fleste kvinder ikke har i det første trimester!).

Cykling er ikke en ny aktivitet for mig og jeg var vant til at lytte til min krop – og respektere den.

Med hensyn til maven, så ændrede jeg min position en smule mens jeg kørte. Jeg sad lidt mere oprejst og med mine knæ lidt mere spredte.

Som min graviditet skred frem og det blev klart at vi ikke ville tage tilbage til Belgien for at få vores andet barn, begyndte vi at tænke over hvor vi skulle være henne. Som altid, besluttede vi os ikke rigtig for noget, men tingene skete blot. For at gøre en lang historie kort, så endte vi i en lille landsby i Samaipata, Bolivia, ved et tilfælde, og vi tænkte straks at det var det rigtige sted for os.

Jeg var 7 måneder henne. Vi lejede et lille hus der var stort nok til at modtage vores familiemedlemmer som skulle komme forbi og vi begyndte at planlægge en hjemmefødsel.

mundo-03

Blev noget ændret, da i gik fra et barn til to børn?

Hm, det var lige præcis som hos enhver anden familie, alting ændrede sig.

En baby har ikke brug for så meget, Unai blev ammet, så det var ret nemt. Jeg kan huske at jeg var lidt bekymret omkring kostvariationen, men det gik rigtig nemt. Eftersom han stadig blev ammet, vidste jeg at han fik alt hvad han havde brug for, og han tog bare for sig fra vores tallerkener så snart han kunne tage fat i ting (6-7 måneder efter han blev født).

Så han spiste bare små stykker og bidder af hvad end vi spiste. Ris, grøntsager, etc. Han var sund og vi lod ham spise det han ville have.

Ud over det, skulle vi kun købe en lille madras til ham. Han sov under min dyne og i New Zealand var der nogen der gav mig en Merinos babysovetaske.

Da han blev født modtog jeg også en fin Polartac combi og en sovepose for traileren.

Vi købte tøj mens vores børn voksede, alt efter hvordan vejret var de steder vi rejste igennem. I Finland og Norge fandt vi fantastiske secondhand-butikker med outdoor udstyr. De havde endda udstyr for vores 9 måneder gamle baby, så han kunne kravle i regnen og mudderet så meget han ville, og stadig være tør!

Vi transportere børnene ved at tilpasse baby hængekøjen fra Chariot i vores trailer (vi tog afsted med en trailer til 2 børn, selvom vi havde ingen anelse om at vi ville få brug for den på et tidspunkt…) så Unai blev bare sat sammen med Maïa i traileren. Selvom han ikke kunne lide at være for længe i traileren de første 7-8 måneder.

Som lille baby, bar vi ham på ryggen i en Mei Tai. Det var det mest behagelige.

Mens Unai voksede, følte han sig mere og mere tilpas i hans hængekøje i traileren og da han var 9-10 måneder var han altid i traileren mens vi cyklede (lige da han startede med at være lidt tung for vores skuldre).

Derfra tog han de fleste lure i traileren, endda mens vi ikke cyklede (i gennemsnit cyklede vi kun ½, måske 1/3 af tiden).

mundo-04

Hvordan håndtere i opdragelse og uddannelse af jeres børn?

At vokse op på vejen giver fred! Maïa blev født i Belgien, i mellem to rejser, og jeg blev oversvømmet med modsatrettede råd. Alt hvad jeg gjorde var forkert ifølge nogen, uanset hvad jeg gjorde.

Med Unai kunne jeg bare lytte til hvad vi følte var rigtigt, og bare lytte til min baby og mig selv.

Desuden, i Sydamerika eller i Asien, hvor vi var med ham som baby, der var altid et ældre barn eller en bedstemor. Nogle der ville tage dit barn op og lege med ham, så du var aldrig alene som forælder.

Børn kan være så larmende de vil. Det vil aldrig genere nogen, nærmere det modsatte.

Vi købte legetøj, farveblyanter og bøger i takt med at de blev ældre. Mine forældre sendte os også franske bøger engang i mellem.

I Ecuador købte vi også en lille MP3-afspiller for Maïa så hun kunne afspille musik i sin trailer. Hun elskede at lytte til musik og synge med.

I Belgien begynder børnene ikke at lære at læse og regne før de er 6 år gamle. Så vi skolede dem ikke som sådan, men vi begyndte naturligt at tælle med dem, og lærte dem at forstå trafiksignaler, og så videre.

Maïa stiller spørgsmål, mange spørgsmål. At svare dem eller lade hende finde svaret er en god måde at starte alle disse forskellige typer af læring.

Vi tog tilbage til Belgien da Maïa var 6, da hun faktisk ønskede at få lov til at gå i skole. Hun nyder at gå i skole nu.

I første omgang var hun rigtig glad for at være en del af en klasse med venner. Nu efter to år, siger hun at hun ville være lige så glad for at tage af sted.

mundo-05

I har været væk i 7 år. Hvordan var det muligt for jer at få råd til at være væk så længe?

Vi har været væk i 7 år ud af en periode på 10 år. Vi rejse mellem 2004-2007 (som par, da vi kom tilbage var jeg gravid i sjette måned) og 2010-2013.

Fra 2004-2007 brugte vi vores opsparing på at rejse. Vi kunne have købt et hus eller en bil som så mange andre, men vi besluttede os for at rejse. Vi var 28 og 32 på dette tidspunkt, så vi havde haft fast arbejde i noget tid.

Cykler, telte, etc. Inkluderet, har vi brugt 20.000 euro (ca. 150.000 kr) på 3,5 år.

Da vi rejste med børnene, fortsatte vi med at have små indtægter (vi gav konferencer, solgte artikler nogle gange, bosatte os i Belgien og fik børnebidrag). Alt inklusiv, brugte vi omkring 700-800 euro (5.000-6.000 kr) om måneden.

Store udgifter var visum og at krydse havene. Udstyr er også en stor udgift, men de udgifter er udvandet over tid. Mad er nok den største udgift når du rejser på cykel.

Jeg tror at så snart du giver dig selv et budget, så tilpasser du dig det. Vi kunne have brugt meget mindre hvis vi havde brug for det. Vi forkælede os selv nogle gange med et hotelrum i Sydamerika, hvor det ikke er for dyrt. Og vi kiggede heller ikke så meget på prisen for mad.

Jeg synes at den bedste måde at spare penge på, er virkelig bare at føle nødvendigheden af at gøre det. Så vil du finde en vej.

Vi brugte den samme mængde penge i Norge som i Kina. Forskellen var at i Kina gik vi på restaurant nogle gange eller lejede et gæsteværelse, og i Norge købte vi pasta og havregryn i en Aldi. Det er sådan cirka det.

mundo-06

Hvordan valgte i ruten?

Vi planlagde aldrig noget inden vi startede. For det første er det umuligt, for det andet så hader vi det. For mig er glæden ved at rejse netop ikke at vide hvor jeg tager hen eller hvorfor eller hvor længe. Det er bare om at tage af sted og se hvad der sker.

Og mens vi var afsted, vi mødte folk der anbefalede os steder at tage hen. Folk der inviterede os til at komme hjem til dem eller deres venner. Vinden og vejret er også en god grund til at følge en retning frem for en anden.

Helt generelt er vi også draget af bjerge, så uden at indse det, tog vi altid imod bjergtoppene.

mundo-07

Hvordan håndtere i søvn og spisning?

Vi havde et telt, så vi er helt uafhængige hvis vi vil, men siden at vi godt kan lide at møde mennesker, spørger vi mest folk om vi kan campere på deres land. Det er en god måde at starte en relation på og fremprovokere en invitation.

Vi kan lide at lave mad, og mad er den bedste forkælelse når du cykler og rejser. Vi opdager nye retter i ethvert land og vi kan forestille os alle mulige måder at lave mad på mens vi cykler. Andoni og jeg taler meget om mad.

Men nogle gange kan vi kun finde kopnudler, havregryn og ris, og så prøver vi at lave det bedste ud af det. Jeg har altid ekstra mad med mig i tilfælde af at vi ikke finder en butik eller en landsby i tide.

Jeg har normalt havregryn, pasta, hvidløg, løg, tørrede frugter, tomatdåser og kiks i bunden af mine tasker.

Vand er for det meste godt og behandlet, og folk fortæller os det typisk hvis deres vand ikke kan drikkes. Vi medbringer et vandfilter, og hvis det er nødvendigt bruger vi det til at filtrere postevand eller kildevand. Takket være filteret, behøver vi ikke at bekymre os om at nå frem til en landsby om natten, da vi altid kan bruge vand fra floden til at drikke.

mundo-09

Hvilke slags cykler og udstyr har i brugt på jeres tur?

Vi tog afsted med to Farrhad T400 (gamle modeller). Meget robuste og simple stålcykler der kunne blive fixet hvor som helst.

I fransktalende Belgien er ladcykler noget nyt (jeg mener, vi brugte gamle Bakfiets som børn, men disse var rigtig simple, tunge 3 gears Bakfiers og ikke noget du ville kunne lide at rejse med). Så vi tænkte ikke engang på at bruge en ladcykel i stedet for en cykeltrailer på det tidspunkt.

Jeg ved endnu ikke hvad der er det bedste valg. Jeg brugte en Pino Hase med Maïa. Den har et godt kompromis for en 5-9 årig…. Men jeg synes at disse cykler ikke er tænkt for sportsbrug. Geometrien af cyklen er lidt hæmmende.

Jeg finder mig selv en anelse for oprejst på cyklen, og på sadlen, hvilket er rigtig hårdt for en som mig, der elsker klatring.

Jeg kan lide at cykle hurtigt, let og sporty. Det får du mere af med en god hybridcykel og en trailer bagpå, i stedet for en hollandsk eller tysk ladcykel der er mere tiltænkt for fladt terræn og praktisk familiebrug.

Ud over det er en oprejst position smertefuld for enden og benene, selv efter en dag på fladt terræn.

Da Maïa var 5, var hun blevet lidt for gammel til traileren og Pino Hase-cyklen virkede som den bedste mulighed. Vi fandt den dog lidt for dyr. Men så boede vi hos en fransk familie, og deres venner havde en Pino de ville af med.

Vi købte den. Jeg efterlod min cykel hos den familien og fortsatte med Pinoen. Det er en godt cykel for den alder, selvom Maïa ikke cykler så meget som jeg ville ønske (når hun gør, er det fantastisk!!!).

At cykle på Pinoen er fantastisk, da vi virkelig kan tale om hvad vi ser sammen (Maïa taler meget!!!), begynde at læse paneler sammen, etc. Hendes hoved er lige under mit, så intet forhindrer os i at konversere.

Nu er Maïa 8 og hun cykler meget mere på sin egen lille cykel.

mundo-10

Ville i ændre på noget hvis i kunne starte forfra?

Vi ville ikke ændre noget.

De største problemer på vores tur har været vejret, vinden, regn, og sne. Men det er det gode ved at rejse langsomt også. Rent faktisk at være ude hele tiden, mærke vejret i et område og forstå folket der lever i det.

At leve på vejen har påvirket os og vores børn enormt. Vi havde chancen for at være totalt tilgængelige i deres første år, bo udenfor, i naturen, lytte til os selv og hinanden og holde hinanden med selskab 24 timer om dagen, 7 dage om ugen.

Ingen tidsplan og intet stress. Ingen naboer, bedstemødre og børnelæger der fortæller dig hvad du skal eller ikke skal gøre. Ingen skyld over ikke at bruge nok tid med dem. Folk fortæller mig ofte hvor modig og stærk jeg er ved at have vores børn på vejen, men de indser ikke hvor meget nemmere og roligt det er.

Jeg bar Unai i en Mei-tai for 6-8 måneder og nød i fulde drag den periode af afhængighed af moderen uden at nogen fortalte mig anderledes.

Vores tidsplan blev besluttet af børnene og vi var med dem i deres barnlige indlevelse.

Vi gav hinanden styrke og ofte er børnene meget stærkere end os. Jeg husker da det regnede eller når vinden var rigtig stærk, og vores børn havde det fantastisk mens de legede i vandpytterne!

En aften i Bolivia, for eksempel, solen gik ned over højsletten, og temperaturen var begyndt at falde. Vi kunne ikke slå lejr fordi terrænet ikke tillod det og vi ventede på nogle som måske ville lade os sove i en kirke.

Vi havde ventet i en time og ingen synes at komme. Jeg var begyndt at blive bekymret imens at det blev mørkt… Så så jeg på min datter der klatrede op og ned af bjergene med 2 andre 4-årige børn, more sig og have den bedste dag nogensinde. Jeg kan huske at jeg tænkte ”hun morer sig… bare slap af og vent, de vil komme…” Og selvfølgelig kom der nogen og låste kirken op.

mundo-11

Er cykeltur med børn noget du vil anbefale for andre familier?

Efter alt hvad jeg tidligere har sagt, selvfølgelig vil jeg anbefale det!

Med en cykel kan du bære en del uden meget ubehag, så det er en behagelig måde for en familie at rejse (sammenlignet med backpacking).

Alle familier er forskellige. Vi skal være ærlige med os selv og lytte til vores behov. Hvem vi er og hvad vi kan lide. Lytte til vores børn og respektere deres tidslinjer og behov også. På den måde kan det kun blive godt.

mundo-12

Hvad vil fremtiden bringe?

Hvem ved? Jeg ville aldrig have gættet at vi ville ende med at cykle så længe.

Vi har været tilbage i Belgien siden september 2013. Jeg har lavet en film ud af vores oplevelser som vi viser i Frankrig, Belgien og Spanien. Publikum kan virkelig godt lide den, så jeg er meget glad for den.

Men vi er stadig på tur så snart vi har tiden til det.

Vi vil nok tage af sted igen om nogle år, men først vil vi også gerne have et sted vi kan kalde for hjem. Vi kigger efter at flytte til Pyrenæerne, ikke for langt fra hvor Andoni er fra. Ejendommene der er ikke så dyre endnu.

Jeg håber at vores børn vil følge hvad end de drømmer om, man behøver ikke at rejse for at leve som en rejsende.

Jeg håber at jeg vil viderebringe vores værdier til dem. Værdier som åbenhed, nysgerrighed, respekt og forståelse. Jeg håbe at de vil være frygtløse.

Forstå mig ret, frygt er godt så længe det er ud fra et instinkt, som frygt for ild og storme. Frygt der hjælper dig med at undgå overhængende fare eller hjælper dig med at respektere dig selv og være blid ved dig selv.

Men alt for ofte er vi manipuleret og drevet af frygt som holder os i bure og får os til at følge irrationelle valg.

Interviewet er tidligere blevet udgivet på engelsk hos Icebike.org

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

Tweet
Share
Share
Email
Pin